Fakta om mig

Jeg vil her gerne fortælle dig lidt om, hvem du møder, når du vælger at lade mig løse din fotoopgave.

Jeg er født i 1970, og så må du selv regne det ud, jeg retter ikke min hjemmeside til hvert år, så nu passer den opgivne alder i hvert fald. Ikke at alder er vigtigt, og så alligevel. Jeg har jo brugt tiden hertil, på at møde en masse mennesker, som næsten alle har lært mig et eller andet – både noget jeg har papir på, og alt det andet.

Bred baggrund inden for pædagogik

Jeg er uddannet pædagog i 1997, og har mange års erfaring med både børn, udviklingshæmmede og unge med særlige behov. Den erfaring bringer jeg gerne med i vores samarbejde, så alle får en god oplevelse.

Gennem årene har jeg tilegnet mig papir på uddannelser inden for Coaching, Kempler Superviseruddannelse, ældre og demens samt neuropsykologi og neuropædagogik for lige at nævne de vigtigste.

Så fortæl mig endelig, gerne inden vi skal mødes, hvis der er nogen i din famile/gruppe til foto jeg lige skal være ekstra obs på – det plejer at gå rigtig fint.

For at vi kan få det bedste samarbejde, er det vigtigt vi ”snakker lige ud af posen”, og det er det, du får hos mig. Det kan være alt muligt, og præmissen når vi mødes er altid at ”alle gør det så godt vi kan” – lige fra yngste deltager til og med mig.

Du kan også risikere, at jeg efter en fotografering siger, at jeg ikke synes, vi fik de billeder, jeg tror på, vi kunne ha fået på en god dag, hvis fx du har et lidt forsigtigt barn. Så er I nemlig velkomne til at komme igen en anden dag, og når vi kender hinanden lidt bedre, går det altid lettere anden gang – og det koster ikke ekstra – men jeg får en chance mere for at give dig det udvalg, jeg gerne vil.

Jeg photoshopper gerne

Ofte har jeg kunder der siger ”og hvis du lige ku fjerne min dobbelthage” – og hvis det er et issue, så sig det højt, så kan jeg i hvert fald være obs på at rette det/guide mens vi fotograferer og efterfølgende også mindske det i photoshop. Jeg har absolut INGEN skrupler ved at photoshoppe efter ønske. Jeg photoshopper også gerne to søskende sammen fra to forskellige billeder hvis det er muligt, eller …hvad der nu skal til – kan jeg ikke gøre det pænt, skal jeg nok være ærlig og sige hvis et ønske ikke kan efterkommes.

Nørd-info

Jeg fotograferer med udstyr fra Nikon for tiden, Nikon D850 og Z8, hvis nogen gerne vil kende lidt nørdinfo.

Billedredigering foregår i Adobe Lightroom og Photoshop.

Jeg har tidligere haft Canongrej i 26 år – og jeg kender lidt til de fleste kameramærker. Jeg underviser i foto på forskellige planer, som du kan læse mere om under punktet kurser.

Privat

På privatsiden har jeg to voksne børn, og er også mormor til et par skønne drenge. Jeg bor sammen med Poul, der også fotografer. En stor del af vores fritid sammen, går derfor også op i kameraer og redigering – og naturligvis, ture til smukke steder. Nogle af jer vil måske også møde ham, hvis han er med for at hjælpe til.

Jeg vil altid gerne ud, i skoven og rundt omkring, det vil du også se billeder fra, hvis du smutter forbi Anita Toft Fotografi på facebook – for jeg viser billeder på min profil af det der optager mig her og nu – og det kan være ret tilfældigt, forvent ingen rød tråd i mine opslag :)

Skal vi finde ud af, om jeg er den rigtige til at hjælpe dig??